Vi har modtaget nyt fra Motorhistorisk Samråd blandt andet om behov for anden formand for MHS i år, om at sikre arvtagere til vores historiske biler og om ambitionen at få tilbageført den løbende stigning i vægtafgiften.

Læs nyhedsbrevet herunder.

Tanker ved nytårstide

Efter et vel overstået årsmøde den 26. november, er det tid til at gøre sig lidt tanker om både fortiden, nutiden og fremtiden. 

2022 har været et år, hvor vi i MhS efterhånden atter er kommet på omdrejningshøjde med vores fremmeste formål; nemlig at være bindeleddet mellem alle vores klubber og styrelser, politikere, departementer og ministre. Samtidig har der været en del usikkerhed mht. det politiske idet de radikale som bekendt ”opfordrede” statsministeren til at udskrive valg inden Folketingets åbning den første tirsdag i oktober. Det medførte, at samtlige politikere gik i ”valg-selvsving”, hvilket er det værst tænkelige grundlag til at få reelle forhandlinger og drøftelser om de emner, der vedgår os. 

Nye kontakter opdyrkes

Jeg fik dog en god kontakt ved et møde med daværende kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen og derigennem en tiltrængt kontakt til socialdemokratiet, hvor vi tidligere havde haft en indledende snak med Rasmus Prehn, før han blev minister. Søren Søndergaard fra Enhedslisten havde vi mødtes med ved et besøg hos Gentofte Brandværnsmuseum, men vores to mest brugte samarbejdspartnere Kristian Pihl Lorentsen (V) og René Kristensen (DF) blev desværre ikke valgt ind, så dermed har vi mistet et par gode kontakter på Christiansborg. Vi er dog allerede i gang med at finde nye kontakter, som sympatiserer med vores fælles sag. 

Nu, hvor vi er kommet ind i årets sidste måned er der traditionelt lidt mere stille. Køretøjerne er for de flestes vedkommende kørt i vinterhi, og bestillingen af nye historiske nummerplader tager først opsving igen til foråret. Den investering MhS gjorde med at få en professionel grafisk tegner til at tegne alle typer nummerplader fra 1905 til 1976 i forbindelse med udbuddet om fabrikation af nummerplader, har vist sig at være en god investering. Klagerne over fejl på nummerpladerne er forsvundet, og den sidste hurdle er nu også lagt i seng. Det var de messingbøsninger, der skulle være på type 3, 4 og 5. De er nu blevet monteret ved leveringen. 

Oprydning og klare retningslinjer

Ved afskaffelsen af originalitetskravet, som MhS har kæmpet for siden 2017 sammen med adskillige forskellige politikere bl.a. de to ovennævnte samt tidligere skatteminister Karsten Lauritzen tilbage i 2018, og samtidig afskaffelsen af brændstoftillægget, har vi i år fået føjet endnu en stor aftale til sammen med Motorstyrelsen og et medlem fra Forenede Danske Amerikanerklubber, nemlig aftalen om ID-tab. Der blev i sidste kvartal af 2022 publiceret en vejledning og et nyhedsbrev som, på lige fod med det, der i 2021 blev udgiver for motorcykler, beskriver hvad man må, måske må og ikke må i forbindelse med vedligeholdelse og ombygning af sit køretøj. Efter ophævelsen af originalitetskravet var der opstået en del usikkerhed om eventuelt tab af afgiftsmæssig identitet, men den nye vejledning er nu en væsentlig hjælp til at eliminere denne usikkerhed. Der vil dog altid være tvivl, men så kan man blot henvende sig til Motorstyrelsen. 

I 2023 skal vi i MhS først og fremmest tage kontakt til hhv. skatteminister, transportminister (Færdselsstyrelsen), kulturminister og miljøminister. Vi vil forsøge at få en dialog med disse ministre, gerne ved at invitere dem til vores kontor (og Sommers bilmuseum) i Nærum, for gennem samtaler og drøftelser at udbrede kendskabet til vores rullende kulturarv, som vi er kustoder for, en kulturarv, som er til gavn og glæde for alle og som ikke må betragtes som hverdagskøretøjer, og som ikke skal beskattes som almindelige brugskøretøjer. Det er så vigtigt, at alle folketingets politikere forstår, at vores historiske køretøjer er noget man skal skatte – ikke beskatte!   

Fokus, fokus og fokus

Motorhistorisk Samråd har for det nye år fokus på tre hovedområder. Det er at få alle politikere lands – som kommunal til at forstå, at vores historiske køretøjer er kultur – og lovmæssigt skal behandles derefter. 

Det andet er, at de ”tvangsafgifter” vi blev pålagt i 2021 i form af forhøjelsen af vægtafgiften på lige fod med hverdagsbilerne, skal væk. Når man tager i betragtning, at vi kører så få kilometer i løbet af de 8 måneder, vi kører, er det jo helt tosset, at vi skal pålægges en endnu højere afgift.

Og det tredje er en af mine kæpheste. Husk nu at få sørget for arvefølgen til vores/jeres dejlige køretøjer. Hvis vi hver især finder mindst en person, som vil tage over efter os, når vi er kørt i garage for sidste gang, så har vi sikret arvefølgen. Så lad os se i øjnene at vores historiske køretøjer med den største sandsynlighed overlever os!

2023 bliver også det sidste år, hvor jeg er formand for MhS. Det er ikke med glæde at jeg fratræder, men forskellige tildragelser både i og udenfor MhS gør, at jeg har valgt at stoppe. Vi har heldigvis en glimrende bestyrelse, som nok skal vide at fortsætte. Når en person fratræder, giver det plads til andre ledelsesformer, et andet fokus, måske, og ikke mindst chancen for nye kræfter at træde til og sætte nye mål. Derfor er min beslutning også at træde helt ud og ikke sidde på sidelinjen og give ”gode råd” til de nye folk, der måtte komme og overtage vigtige poster i MhS. Det har for mig været nogle spændende år, hvor jeg synes, at vi har opnået meget af det, vi gerne ville nå, da jeg overtog posten som formand den 1. april 2016. Jeg vil træde tilbage senest ved årsmødet i slutningen af november 2023, som jeg allerede meddelte før sommerferien 2022. 

Men frem til ultimo november 2023 holder vi fokus på et antal sager, som stadig mangler at blive løst. Vi bliver ikke arbejdsløse! 

Godt nytår. 

Steen Rode-Møller

Formand

Motorhistorisk Samrå

Yderligere information