Begivenhedskalender

Klubtur til ”10. Classic Ford Event NRW” i Krefeld med besøg hos vores venskabsklub ”Ford Oldtimer und Motorsport Club Cologne e.V. im ADAC” ved Düsseldorf i Tyskland
Fra Torsdag 29 August 2024 -  08:00
Til Tirsdag 03 September 2024 - 20:00
Hits : 1185
af Casper

Vi arrangerer Klubtur til ”10. Classic Ford Event NRW” i Krefeld ved Düsseldorf i Tyskland, der afvikles søndag den 1. september 2024. Det er tiende gang, dette træf afholdes. Træffet er for europæiske Ford-biler indtil 1990 målt på året for produktionsstarten af modellen.

Under klubturen besøger vi også vores venskabsklub ”Ford Oldtimer und Motorsport Club Cologne e.V. im ADAC”, hvor medlemmerne for størstepartens vedkommende er ansatte på Ford-fabrikken i Køln.

Klubturen er planlagt til at foregå i klubbiler.

Vi kører af sted torsdag morgen den 29. august fra Padborg og kommer tilbage til Padborg igen tirsdag aften den 3. september. Turen varer således 6 dage.

På vejen overnatter vi på de prisvenlige Ibis-hoteller, der har gratis trådløst internet og god morgenbuffet. Vi overnatter i udkanten af byen, hvor der er mulighed for betryggende udendørs parkering på hotellets område.

Turen vil være på omkring 1400 km i alt og vil foregå i moderat tempo på en blanding af landeveje og motorveje.

Der arbejdes stadig på programmet, men det foreløbige program ser ud som følger, hvor der er ret til ændringer:

1.      Torsdag morgen: Vi mødes i Padborg. Der bliver mulighed for at handle ind i Fleggaard til turen ved ankomst til Tyskland

2.      Torsdag aften: Vi ankommer til Hannover muligvis med et stop eller to hos bilrelaterede steder, tjekker ind på Ibis-hotel (ibis budget Hannover Messe) og spiser aftensmad sammen i Hannover. Der er godt 325 km fra Grænsen til Hannover.

3.      Fredag morgen: Vi kører fra Hannover til Dusseldorf muligvis med et stop eller to hos bilrelaterede steder. Det er en tur på ca. 250 km. I Dusseldorf tjekker vi ind på Ibis-hotel og spiser aftensmad sammen.

4.      Lørdag morgen: Vi ankommer til vores venskabsklub ”Ford Oldtimer und Motorsport Club Cologne e.V. im ADAC, hvor Thilo Moerke tager imod os. Resten af lørdagen er planlagt af vores venskabsklub, men vi skal blandt andet besøge nogle af deres medlemmer. Vi spiser aftensmad sammen.

5.      Søndag morgen: Vi kører fra hotellet til træffet, hvor vi er hele dagen. Der ventes flere hundrede klassiske europæiske Ford-biler til træffet.

6.      Søndag aften: Vi spiser aftensmad sammen, sandsynligvis sammen med vores venskabsklub.

7.      Mandag morgen: Vi kører fra hotellet til Oldenburg. Det er en tur på 280 kilometer. Vi spiser aftensmad i Oldenburg

8.      Tirsdag morgen: Vi kører fra Oldenburg mod grænsen i Padborg. Det er en tur på 322 kilometer.

Priser

På turen er det nødvendigt, at vi i forvejen betaler for overnatning for at sikre, at der er plads.

Hvis du ønsker at deltage i turen,

skal følgende derfor betales på forhånd:

Overnatning på Ibis-hotel fem nætter med morgenbuffet.

         Enkeltværelse: Forventet 2500 kr. per person

         Dobbeltværelse: Forventet 1900 kr. per person

og følgende betales undervejs:

         Egen forplejning ud over morgenmad.

         Benzin.

         Indgangsbilletter til træffet.

         Hvad der ellers er af udgifter.

Eventuelt overskydende forudbetalt beløb tilbagebetales deltagerne.

Klubbiler fra 1990 eller senere

Er din klubbil en model med produktionsstart i 1990 eller senere, kan du ikke påregne at få bilen med ind til træffet om søndagen. Men du kan sagtens deltage i klubturen alligevel. Vi er i dialog med arrangørerne af træffet om dispensation for alderskravet.

Vær opmærksom på miljøzoner i Tyskland

Der er miljøzoner i flere tyske byer, hvor vi skal til.

Klubbil, der er 30 år eller derover: klubbiler, der er minimum 30 år regnet fra første indregistrering, kan uden videre køre ind i miljøzonerne – medbring blot den originale registreringsattest som bevis. Der kræves således ikke et miljøzoneklistermærke for disse biler. Bilerne må dog ikke være ”upassende ombygget” og skal være i ”god stand”.

Klubbil mellem 25 år og 29 år: Disse biler skal have en miljøzoneklistermærke. Det er kun biler med trevejs katalysator, der kan få dette. Har din klubbil dette, kan du få et miljøklistermærke i de danske synshaller.

Ønsker du at deltage i klubturen?

Så kontakt Casper Lundgreen på 26279469 eller Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. med oplysninger om antal af personer, hvilken bil, du forventer at køre i, samt dine eventuelle ønsker til samkørsel eller deling af hotelværelse. Hvis du kun ønsker at deltage i dele af turen, så kontakt os også. Derefter kan vi se, om det er muligt at imødegå ønskerne.

Vi gennemgår derefter deltagere og ønsker for at detailplanlægge turen. Der skal blandt andet tages hensyn til de klubbiler, vi kører i, og ændringer i programmet.

Endelig pris for hoteller kan derefter oplyses, og det beløb skal derefter overføres til klubbens bankkonto for bindende tilmelding. I tilfælde af aflysning af turen, tilbagebetales beløbet naturligvis. I det tilfælde, at deltagere må melde afbud, tilbagebetales beløbet fratrukket eventuelle udgifter i forbindelse med aflysningen.

Vigtige datoer

         15. marts 2024: Sidste frist for at tilmelde sig med ønsker til samkørsel eller deling af hotelværelse

         1. april 2024: Endelig bindende tilmelding og betaling for overnatninger.

Arrangører:

         Torben Eskildsen

         Søren Thomsen

         Casper Lundgreen

Der tages forbehold for fejl og mangler. Det omtalte program er foreløbigt, og de omtalte priser er efter vores bedste overbevisning i overensstemmelse med de faktiske forhold. Arrangørerne kan ikke drages til ansvar for ændringer i programmet og i fejlagtige priser.

Yderligere information